Trækbanen
TRÆKBANEN - ved P-huset, Havnegade 2, 5500 Middelfart - følg GUMOZO’erne til vægmalerierne...

Els Cools & Oliver Streich

Klimaforandringer

33 meter i klimaets tegn...

Den ca. 140 m lange væg trænger til en opfriskning efter at vind og vejr og graffitimalere har sat deres spor på den.

De første 33 m bliver malet med to motiver af kunstnerne Els Cools og Oliver Streich fra Faaborg. Dette sker i sammenhæng med klimafolkemødet i august 2022.

Motiverne illustrerer hvordan vi mennesker påvirker klimaet, og hvordan klimaet kan komme til at påvirke os mennesker, hvis vi ikke handler anderledes i fremtiden.

Els Cools er født i Belgien og uddannet illustrator og grafisk designer på Sint Lucas og De Koninklijke Academie i Antwerpen.

Oliver Streich er født i Schweiz og uddannet som tegner/grafiker fra Schule Für Gestaltung i Bern og fra Designskolen i Kolding.

I 1990 fik de begge et stipendium til et års ophold i Bratislava på akademiet VSVU, hvor de mødte hinanden, blev et par og begyndte at arbejde sammen. I det følgende år boede parret både i Schweiz og i Belgien inden de i 1992 flyttede til Faaborg, hvor de har værksted og det lille galleri ‘GaleRiget’.

De har illustreret utallige børnebøger og blade og deltaget i talrige udstillinger og fået mange priser for deres arbejde. De sidste år har de malet tre gavlmalerier: Den Store Dame i Ringe, Stiklingen på Enghaveskolen i Faaborg og Faaborg Dyrkeren ved havnen i Faaborg.